Tanker fra sidelinjen

Kreative dage

Smiler                       

 

Oplevelser /nærvær / fordybelse.

 

 

 

Jeg gør mig selvfølgelig tanker om, hvilke mål jeg har for min lille virksomhed her i udkantsdanmark, som indeholder  langt mere end at skabe og sælge unika. Min vision er at give og formidle gode  oplevelser  med fordybelse, nærvær og skaberglæde. Jeg vil gerne skabe liv til lokalsamfundet her, dele ud af glæden ved naturen og formidle kontakter til andre mindre virksomheder i området.

Første indlæg skal handle om mine intentioner, når jeg udbyder kurser med overnatning i Nymølle.

Som sagt  er min vision at videregive gode oplevelser . Oplevelsen af at skabe noget .. sine egne designs, oplevelsen af at lære et håndværk, oplevelsen af  at arbejde med smukke materialer. Oplevelsen af at  blive opslugt af en kreativ proces.

 

Jeg vil også gerne, at alle når at vandre i strandkanten ved Limfjorden . Der er ingen garanti for godt vejr, men en gåtur langs kysten er altid healende for krop og sjæl og inspirerende i forhold til former, farver og strukturer.

 

Hvis tiden er til det, vil jeg gerne sende jer ud til mine søde kolleger i området. Der er mange i området, der driver små spændende virksomheder med kunst eller kunsthåndværk, og alle er åbne og vil gerne fortælle om deres arbejde.

 

Det handler om nærvær. Jeg oplever selv, at de bedste snakke, de bedste grin og den bedste motivation kommer, når man arbejder sammen med andre. Og for de, der kommer udefra, skulle dage væk fra den daglige trummerum sammen med veninder, kolleger eller nye bekendte gerne være grobund for hygge og gode snakke. Aftener med ild i brændeovnen, stearinlys og et glas rødvin… fælles oplevelser og tid til nærvær.

 

Det handler om fordybelse. Ingen luksuspakke, ingen spa bad, ingen store glitrende butiksvinduer, ingen unødig larm. Men tid til samvær, udfoldelse og fordybelse …. afstresning og opladning.

 

Jeg vil gøre mit allerbedste for at formidle mine intentioner .

 

Så VELKOMMEN .