Håndværk

Tanker fra sidelinjen

I en tid hvor forretningerne buler af ting og tøj til billige penge og masseproduktionen buldrer derudaf, kunne man spørge sig selv, om der overhovedet er behov for håndværket. Og hvem vil dog ofre de mange timer på at bruge sine hænder, når arbejdslønnen er umulig at få hjem. Og hvem gider overhovedet bryde sit hoved med at være kreativ i fritiden, når lønarbejdet alligevel kræver det meste af vores energi.

Ja, vi er nogle stykker, der ser anderledes på den sag. I den kreative proces og i håndarbejdet finder jeg netop kilde til ny energi og afslapning.

 Det kan være rent tidsrøveri at snakke med kunder i Værkstedsbutikken eller snakke med veninder om nye sjove projekter, men det er også inspirende og givende. Det handler måske om, at ting har en historie. Ligesom vi ikke kender historien om den kylling, vi henter i købmandens frysedisk, sådan kender vi også sjældent historien bag det tøj og de smykker, vi køber i forretningerne. Jeg tror på, at det er vigtigt for os alle med den personlige beretning- derfor fortæller jeg gerne historien bag mine produkter.

Når det giver en oplevelse, både til den, der får ideer og udfører arbejdet, og den, der får en unik ting med herfra – ja så går kabalen jo op.

Lad os gøre myten om, at vi fødes som originaler, men dør som kopier, til skamme.

Når det er sagt, så tøv ikke med at kigge ind på Nymøllevej - for at finde det unikke produkt – eller bare for at udveksle inspiration til gensidig fornøjelse.

 

 

 Kirsten

Sæt kulør på hverdagen.